Af Alan Steen Nielsen, Astronomisk Observatorium, Kbh. Univ.
Her for ganske nylig er det lykkedes for Rumteleskopet Hubble at opdage tusindvis af nye, kæmpemæssige himmelobjekter af en helt særegen, kometlignende type i en ring omkring en døende stjerne i det, der betegnes som Helixtågen. Helixtågen befinder sig i en afstand af 450 lysår. Det er en såkaldt planetarisk tåge, bestående af gas, som er blevet slynget ud fra overfladen af en stjerne under nogle af de sidste processer i dens livsforløb. Tågen, der kan ses på den sydlige himmel i stjernebilledet Vandmanden, og som er dén planetariske tåge, der er tættest på Jorden, dækker et område på himlen, svarende til halvdelen af fuldmånen. Men den er dog for svag til at kunne ses med det blotte øje.
Massevis af stjerner i Mælkevejen vil med tiden blive til planetariske tåger. Det gælder endda også nogle af de stjerner, der til at begynde med har haft store masser. Massetabet i forbindelse med dannelsen af en planetarisk tåge - og fra stjernevinde i øvrigt - kan nærme sig 80% af stjernens oprindelige masse. Og det betyder, at en stjerne, der ellers pga. sin store masse var udset til at ende sit liv i en supernovaeksplosion, nu holder sig til det mere fredelige stadium som planetarisk tåge, hvor den meget varme centralstjerne ender med at blive til en hvid dværgstjerne. I tilfældet med Helixtågen har centralstjernen en overfladetemperatur på 120.000 grader kelvin og en lysstyrke, der er 600 gange så stor som Solens. På grund af den meget høje temperatur udsender centralstjernen kraftig ultraviolet stråling, der rammer gasmasserne i den ringformede planetariske tåge. Strålingen genudsendes fra tågen i den synlige del af det elektromagnetiske spektrum, hvilket generelt gør de planetariske tåger til ret flotte objekter på himlen.
Det meget detaljerige Hubblebillede viser indersiden af skallen i ringtågen, som befinder sig i en afstand af ca. 20.000 astronomiske enheder (svarende til ca. 3.000 milliarder km) fra centralstjernen i centrum. Det bemærkelsesværdige er det meget store antal (flere tusinde) kometlignende objekter, hvert bestående af et massivt hoved og en tyndere hale af gas og støv, der alle peger væk fra stjernen (ikke synlig på billedet). Men selv om disse objekter - der foreløbig har fået betegnelsen kometknuder - vitterlig ser meget små ud på billedet, så er de i virkeligheden meget store. Hvert hoved har en udstrækning, der er omtrent dobbelt så stor som vort eget Solsystem, og halen har en længde, svarende til ca. 1000 gange afstanden mellem Solen og Jorden. Mængden af gas i hver enkelt af de største kometknuder udgør ca. en hundredetusindedel af Solens masse - med andre ord en meget større masse end den samlede masse af de kometer, der kendes fra vort eget Solsystem.
På det lille billede ses kometknuderne i større detalje. Og det fremgår, at den side af hovedet, der peger mod stjernen, har en lysende kant i modsætning til resten af hovedet, som næsten er sort. Det skyldes den kraftige ultraviolette stråling fra centralstjernen, der ioniserer de yderste lag af gassen og derved får dem til at lyse i forskellige farver. Faktisk har eksistensen af den slags kometlignende objekter været kendt i en del år. Men deres enorme udbredelse og store antal har været en stor overraskelse for forskerne. Desuden er det karakteristisk, at man ikke kender lignende tilfælde fra andre planetariske tåger end Helixtågen. Årsagen hertil er dog formentlig simpelthen, at alle andre planetariske tåger befinder sig i meget større afstande fra Jorden, og at det derfor er meget svært at få tilsvarende detaljer at se i dem med den nuværende observationsteknik.
Præcis hvordan kometknuderne opstår, er der stadig tvivl om blandt astronomer. En mulig forklaring er dog følgende: Den meget varme gas, der udsendes fra overfladen af centralstjernen, kolliderer med en koldere skal af molekylær gas i den planetariske tåge, som er blevet afstødt fra centralstjernen rundt regnet 10.000 år tidligere. Dette sammenstød får den kolde, molekylære gas til at blive ustabil, hvilket resulterer i en sammenpresning af dele af gassen. Netop denne sammenpresning ses som kometknudens hoved. Den resterende gasmængde slynges bort og giver sig til kende som den lange hale, der trækkes efter kometknudens hoved. På grund af den forholdsvis store tæthed i kometknudernes hoveder regner forskerne med, at der er tale om relativt stabile himmellegemer. Men efter alt at dømme vil de dog alligevel - typisk efter nogle få hundrede tusinde års forløb - ende med at gå i opløsning som følge af den kraftige stråling fra centralstjernen.